Deltidsansattes adgang til højere timeantal

Arbejdsgiveren har pligt til at give deltidsansatte en fortrinsadgang til at søge ledige timer, når disse opstår som følge af stillingsledighed eller opnormering. Dette tilbud skal gives forinden arbejdsgiveren kan udbyde de ledige timer eksternt eller til andre. 

Det er arbejdsgiveren, der som hidtil træffer beslutning om, hvorvidt timer skal genopslås ved stillingsledighed, og det er også arbejdsgiveren, der konkret tager stilling til, hvorvidt deltidsansatte ansøgere til de ledige timer opfylder de stillede kvalifikationer mv. Heri indgår naturligvis hensynet til, at opgaverne fortsat kan løses fagligt forsvarligt. 

Tidsbegrænsede ansatte, som er på deltid, er omfattet af retten til at få tilbudt ledige timer. Dog ikke tidsbegrænsede ansatte, hvis ansættelsesforhold er af en varighed på under 1 måned, ikke omfattet. Tilkaldevikarer vil fx således typisk ikke være omfattet af retten til at få tilbudt ledige timer. 

Det er arbejdsgiveren, der som hidtil træffer beslutning om, hvorvidt der er ledige timer, der skal besættes eller ej. Aftalen skaber ikke en pligt til at genbesætte timer opstået ved stillingsledighed. 

Det er afgørende, at aftalen håndteres på en måde, så det er klart og tydeligt for ledere og medarbejdere, hvem der skal have tilbuddet. 

Arbejdsgiveren skal derfor i forbindelse med beslutning om tilbud af ledige timer samtidig tage stilling til, hvilken overenskomstgruppe timerne skal tilbydes til, og arbejdsgiverens beslutning skal fremgå af det konkrete udbud. Arbejdsgiveren kan dog beslutte, at timerne skal udbydes til flere overenskomstgrupper. 

Af aftalen følger også, at en arbejdsgiver, som ønsker at tilbyde en fuldtidsstilling i dagvagten til fx en fuldtidsansat i nattevagten, der ønsker at ændre sin arbejdstid til dagarbejde, kan tilbyde stillingen til nattevagten. Denne proces foregår forinden et udbud af ledige timer efter aftalen. Arbejdsgiveren vil herefter udbyde nattevagtens timer til andre deltidsansatte. 

Deltidsansatte i målgruppen skal have tilbud om de ledige timer, og skal gives mulighed for at ansøge om de ledige timer. 

Udbuddet af ledige timer skal indeholde følgende:

  • Antal ledige timer.
  • Arbejdsopgaver.
  • Tidspunkt for placering af de ledige timer.
  • Arbejdssted.
  • Hvilken overenskomstgruppe, der er omfattet af fortrinsadgangen ved udbuddet.
  • Hvem ansøgningen skal stiles til.
  • Ansøgningsfrist.
  • Andet relevant.
Ovennævnte følger de gældende regler for ansættelser i Brønderslev Kommune. 

Udbudsprocessen skal ske hver gang, der er permanente ledige timer.


En deltidsansat, der får afslag på en konkret ansøgning om ledige timer, kan anmode lederen om en begrundelse for afslaget. Det påhviler herefter lederen skriftligt at begrunde beslutningen i overensstemmelse med forvaltningslovens regler i øvrigt. 

En aftale om forøgelse af en deltidsansats timetal, der sker efter aftale om deltidsansattes adgang til højere timetal, følger de sædvanlige regler. Det betyder, at timetallet på et senere tidspunkt – på sædvanlig vis – kan ændres, også nedad, efter de gældende regler på initiativ af enten medarbej-deren eller af arbejdsgiveren. 

Såfremt der er spørgsmål til ovenstående, er man velkommen til at kontakte HR.

Tilbage til oversigten ->

Opdateret 10. oktober 2017