19. marts 2014

Fag MED for Børn og Kultur - Referat

Dato: 19. marts 2014
Lokale: Lokale 272, Brønderslev Rådhus
Tidspunkt: Kl. 11:00


Indholdsfortegnelse



1. Pædagogisk råd på skolerne fra august 2014


Resume

Sagsforløb: BS/ØK/BY

Børne- og Skoleudvalget ønsker inden politisk behandling, at sagen drøftes i Fag MED for Børn og Kultur.

Sagsfremstilling

Baggrund

I den nuværende folkeskolelov samt styrelsesvedtægten for skoleområdet i Brønderslev Kommune er det beskrevet, at der skal oprettes pædagogisk råd på alle skoler. Det pædagogisk råd består af alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver på skolen. Rådet har til opgave at rådgive skolens leder. Der er forskelligt, hvor mange møder, der afholdes om året, men typisk er det 2-4 møder pr. skoleår.

I forbindelse med den kommende folkeskolereform, er der lagt op til, at de enkelte kommuner tager stilling til, hvorvidt der fortsat skal være oprettet pædagogisk råd på skolerne, eller om medarbejderinddragelsen i stedet skal ske på anden vis på baggrund af lokale ønsker og behov. Der kan være mange måder at organisere arbejdet med den pædagogiske udvikling og medarbejderinddragelse på. Alle skoler har et lokalt MED-udvalg hvor alle medarbejdergrupper er repræsenteret. Endvidere er der tradition for fællesmøder, afdelingsmøder, teammøder m.v., hvor forskellige emner inden for skolens udvikling kan blive drøftet.

Emnet vedrørende oprettelse af pædagogisk råd har været drøftet af skoleledergruppen i januar 2014, og her er der bred enighed om, at det ikke længere er hensigtsmæssigt med et pædagogisk råd. Skolelederne er meget optaget af, at udviklingen af skolerne og implementering af skolereformen kommer til at ske med en stor grad af medarbejderinddragelse, og de finder, at de øvrige eksisterende samarbejdsfora i tilstrækkelig grad sammen med afholdelse af pædagogiske arrangementer, og lignende opfylder behovene for medarbejderinddragelse.

Det er fagenhedens anbefaling, at der ikke oprettes formelt pædagogisk råd på skolerne fra skoleåret 2014-15 og frem og at skolerne i stedet anvender det lokale MED-udvalg samt øvrige samarbejdsfora til dialog om udviklingen af skolen.

Senere i foråret 2014 vil styrelsesvedtægten for skoleområdet blive justeret på baggrund af beslutninger vedrørende skolereformen. I den forbindelse vil også oprettelsen af pædagogisk råd blive udtaget af styrelsesvedtægten.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Økonomi

ingen bemærkninger.

Indstilling
  • at der fra skoleåret 2014-15 og frem ikke oprettes pædagogisk råd på skolerne men at der fortsat sikres en stor grad af medarbejderinddragelse i forhold til udviklingen af skolerne.

Børne- og Skoleudvalget, 1. april 2014, pkt. 4:

Beslutning

Henning orienterede om, at ledergruppen ikke mener, at det er nødvendigt med et pædagogisk råd på skolerne fremadrettet.

Medarbejdersiden ønsker ikke pædagogisk råd ophævet. En ophævelse vil betyde, at der ikke vil være formelle krav om, at en skole skal have et forum, hvor skolens ledelse og medarbejderne drøfter skolens pædagogiske udvikling. Medarbejdersiden mener, at dialogen mellem ledelsen og medarbejderne er afgørende for en skoles udvikling. Skoleudvikling sker gennem denne dialog og en fælles afklaring af, hvilke værdier og mål der er for skolens udvikling. Derved skabes der det ejerskab blandt medarbejderne, der er forudsætningen for udvikling.

Der bliver fra politikkere og ledere fremhævet, at folkeskolereformen er kulturændring. Det strider derfor mod al organisationsudvikling, at man i så tilfælde fjerne det eneste forum, hvor det pædagogiske personale samlet kan drøfte ændringerne og rådgive deres ledere. Hermed fjernes det ejerskab blandt medarbejderne, der er forudsætningen for kulturændringen.

I Kommunalbestyrelsens inklusionsprojekt "Udvikling i fællesskaber" er målet at etablere en fælles platform for alle medarbejdere. Platformen skal danne afsæt for fælles sprog, værdier og mål. Her er pædagogisk råd det helt rigtige forum for lokalt at forankre dette.

Med den nye folkeskolereform skal der i højere grad arbejdes på tværs af faggrupper og det kræver et forum, hvor alle skolens medarbejdere har mulighed for i fællesskab at afstikke skolens pædagogiske retning.

Medarbejdersiden forslår derfor, at der fortsat etableres pædagogisk råd eller lignende forum, hvor det samlede personale og ledelsen skal drøfte skolens udvikling.

Fraværende: Bente Kristoffersen og Jette Tømmerby Nielsen. Kirsten Maria Pedersen mødte for Gerda Nielsen.

Til toppen


2. Børnehaven Rømersvejs fremtid


Resume

Sagsforløb: BS

Børne- og Skoleudvalget har udsat sagen, men Fag MED for Børn og Kultur bedes drøfte forslagene.

Sagsfremstilling

I september 2011 blev det politisk besluttet at sammenlægge daginstitutionerne i Brønderslev, Hjallerup, Jerslev og Øster Brønderslev. Dagtilbudsområdet har siden beslutningen blev truffet arbejdet på at gennemføre følgende sammenlægninger:

  1. I Brønderslev by er børnehaverne Midgård, Hedelundsgade og Jyllandsgade ledelsesmæssigt sammenlagt

  2. I Hjallerup er børnehaverne Møllegården og Hegely ledelsesmæssigt og fysisk sammenlagt

  3. I Jerslev er børnehaverne Smørhullet og Baunehøj ledelsesmæssigt sammenlagt og i Øster Brønderslev er børnehaverne Grøftekanten og Myretuen ledelsesmæssigt sammenlagt. Begge sammenlægninger er med henblik på en fysisk sammenlægning

I henhold til Masterplanen skal der tages politisk beslutning om Børnehaven Rømersvejs fremtid.

Der er udarbejdet følgende scenarier:

  • Fortsat selvstændig institution med særligmålgruppe. Konsekvens: Sårbar økonomisk og fagligt.

  • Sammenlægges med anden institution og bibeholdes som satellit på nuværende matrikel. Konsekvens: Sårbar økonomisk og fagligt.

  • Sammelægges med anden institution og bibeholdes som satellit på nuværende matrikel, men nedlægges når børnetallet falder i 2015. Det bemærkes, at institutionen yder en væsentlig integrations indsats.

  • Sammenlægges med Vuggestuen Himmelblå, som omdannes til en integreret institution (både vuggestue og børnehave). På den måde bibeholdes et børnehavetilbud i den del af byen. Dette forslag forudsætter, at ny institution etableres som en integreret institution. (evt. omdannelse af yderligere en børnehave til integreret institution) Konsekvens: Ændring af Vuggestuen Himmelblås legeplads til større børn. Forudsætter bygningsmæssige justeringer.

Fagenheden for Børn og Kultur foreslår, at der tages stilling til, hvilket scenarie der skal arbejdes videre med og at berørte institutioner anmodes om en udtalelse.

Indstilling

Børne- og Skoleudvalget, 4. marts 2014, pkt. 3:

Udvalget ønsker at se Vuggestuen og Rømervejens Børnehave, inden sagen drøftes videre.

Knud L. Pedersen var fraværende.

Beslutning

Jørn redegjorde kort for forslagene.

Der er stor efterspørgsel på integrerede institutioner.

Lena fortæller, at medarbejderne på de berørte institutioner er enige om, at en ny struktur er uundgåelig og giver udtryk for, at de er medspillere i forhold til den beslutning, der bliver truffet. Endvidere giver de udtryk for vigtigheden i, at de er en del af processen så tidligt som muligt.

Personalet på Rømervejens Børnehave har en bekymring om, at sammenlægning i stedet kunne betyde en afvikling af institutionen og ikke en reel sammenlægning.

Udvalget er enige om, at der ønskes truffet en langtidsholdbar løsning for de berørte institutioner, hvor personalet, på alle niveauer, føler tryghed og bliver inddraget så tidligt som muligt i processen.

Der er et fagligt ønske om, at fastholde børnehavepladser i netop den del af byen.

Fraværende: Bente Kristoffersen og Jette Tømmerby Nielsen. Kirsten Maria Pedersen mødte for Gerda Nielsen.

Bilag

Til toppen

Opdateret 23. september 2016
Ansvarlig redaktør: Ditte Høybye