Arbejdsskader

Arbejdsskader

Det er vigtigt, at man på arbejdspladsen har fokus på, hvordan arbejdsskader undgås. Skulle uheldet alligevel være ude, anmeldes arbejdsskaden efter nedenstående retningslinjer.

En arbejdsskade er enten en arbejdsskade eller en erhvervssygdom (arbejdsbetinget lidelse).

De to former for skader defineres således:

  • En arbejdsskade er en fysisk eller psykisk skade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt på en bestemt dato og tidspunkt.
    Læs mere Arbejdstilsynet - Hvad er en arbejdsulykke? (nyt vindue)
  • En arbejdsbetinget lidelse/erhvervssygdom der er sket over tid og skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene på arbejdspladsen. Skal anmeldes via egen læge.
    Læs mere Arbejdstilsynet - Erhvervssygdomme offshore (nyt vindue)        

eBoks

Fra sommeren 2017 vil korrespondance fra Contea til medarbejderne foregå via eBoks. I en overgangsperiode vil Contea fremsende første brev som fysisk post, med orientering om fremtidig brug af eBoks

Procedure ved anmeldelse

Til forsikringsmægler Som arbejdsgiver har man pligt til at anmelde helbredsskader som følge af ulykker, som rammer personer, der er antaget i ens tjeneste.

Forsikringsmægleren er Contea. Har du spørgsmål til forsikringsmægleren, kan du kontakte Arbejdsskadeteamet på arbejdsskade@contea.dk. Tlf.: 46306043, web: www.contea.dk.

Frister for anmeldelse
Ulykker skal anmeldes snarest muligt. Anmeldelsen skal ske senest inden 9 dage fra skadens dato.

Overtrædelse af anmeldelsespligten straffes med bøde.

Herudover gælder, at en skade skal anmeldes, hvis arbejdsgiveren skønner, at skaden giver følger, der kan begrunde ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, herunder krav på erstatning for behandlingsudgifter. Hvis arbejdsskaden medfører umiddelbart sygefravær i fem uger, skal arbejdsgiveren altid foretage anmeldelse senest ni dage efter udløbet af de fem uger.

1-årig frist for anmeldelse
Man skal være opmærksom på, at sidste frist, for at kunne rejse krav om erstatning, er et år efter, at skaden er indtrådt, eller et år efter, at man har kendskab til, at sygdommen skyldes ens arbejde.

Særligt om dødsfald
Dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade eller dødsfald, som indtræffer på arbejdspladsen, skal anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen inden 48 timer.
Formålet er at sikre, at Arbejdsskadestyrelsen i tide kan beslutte, om der skal foretages obduktion som led i sagsoplysningen. Kravet om telefonisk anmeldelse af dødsfald medfører ikke bortfald af pligten til at anmelde til forsikringsmægler.

Arbejdsmiljøorganisationen orienteres så hurtigt som muligt.

Alvorlige ulykker
Alvorlige arbejdsulykker skal straks anmeldes til Arbejdstilsynet. 
Arbejdsmiljøorganisationen orienteres så hurtigt som muligt.

Øvrigt
Sker arbejdsskaden ved brug af maskiner eller andre tekniske indretninger, skal der foretages anmeldelse, selvom skadelidte ikke er ansat. Anmeldelsen skal foretages af ejeren eller brugeren af maskinen eller den tekniske indretning.

Særligt ved tandskader

Har den skadelidte ifm. arbejdsulykken fået en tandskade, som er behandlingskrævende udfyldes Tandlægeerklæring og sendes til Forsikringsmægleren. Tandlægens fulde journal skal vedlægges.

Psykologhjælp til ansatte
Hvis en medarbejder i deres arbejde kommer ud for en akut arbejdsulykke eller kommer i en situation der giver en alvorlig psykisk påvirkning, kan der ydes psykologhjælp i form af krisebehandling eller samtalebehandling.

Hvordan anmeldes arbejdsskade?

Den skadelidte udfylder Anmeldelse af arbejdsskade enten via et fysisk skema eller via EASY gennem Virk.dk, alt efter hvem der indberetter arbejdsulykken via EASY på arbejdspladsen.

Arbejdsskaden anmeldes af den ansvarlige via EASY - Arbejdsskadestyrelsens og Arbejdstilsynets digitale system til anmeldelse af arbejdsulykker.
Første gang arbejdsstedet skal anmelde en arbejdsskade i det digitale system, skal arbejdsstedet tilmeldes. Arbejdsstedet (leder eller arbejdsmiljørepræsentant) skal tage kontakt til Arbejdsmiljøkonsulenterne i HR-afdelingen, som tilmelder dem.

Brugerne af EASY kan se oplysninger om anmeldte ulykkestilfælde for arbejdsstedet, herunder om tilskadekomne medarbejderes cpr-numre, som arbejdsgiveren i henhold til lov om arbejdsskadesikring og lov om arbejdsmiljø har pligt til at give ved anmeldelsen af ulykker.

Adgang til EASY bør kun gives til personer, som er instruerede om at varetage rollen.
Administratorer skal instruere brugerne om, at oplysninger om tidligere anmeldte ulykkestilfælde i virksomheden og om tilskadekomne medarbejderes cpr-numre, skal behandles fortroligt og ikke må videregives til andre.

En anmeldelse via EASY kan kun sendes ind, hvis alle de nødvendige oplysninger er tastet ind. Du bliver automatisk bedt om alle de oplysninger, som er nødvendige for, at modtagerne kan behandle anmeldelsen. Det giver en hurtig sagsbehandling til gavn for både anmelder, tilskadekomne, forsikringsselskab og de relevante myndigheder
Når alle oplysninger er tastet ind, sendes anmeldelsen direkte til Brønderslev Kommunes Forsikringsmægler, Contea. Den skadelidte får efterfølgende et brev om, at anmeldelsen er registreret samt en kopi af anmeldelsen fra forsikringsmægleren.

Her finder du en en ny procedure for adgang til EASY

Her finde du en vejledning til brug af EASY


Forebyggende indsats
Når arbejdsstedet har registreret arbejdsskaden i EASY, skal de lave en intern handleplan, som altid skal orienteres om i arbejdsmiljøgruppen og på MED-møder i forhold til forebyggende indsats.

Arbejdsstedet er selv tovholder på at udarbejde og informere om handleplanen. Handleplanen lægges ind i arbejdspladsens arbejdsmiljømappe, således at dette kan fremvises ved eventuelt besøg fra Arbejdstilsynet.

Arbejdsstedet kan ligeledes registrere ulykker i EASY, som ikke skal anmeldes, hvis de ønsker at arbejde forebyggende med dem.

Hvordan anmeldes brilleskader/skader på kontaktlinser?

Brilleskader anmeldes ved hjælp af dette anmeldelsesskema, som sendes til Arbejdsskadeteamet på arbejdsskade@contea.dk.

Anmeldelsen sendes med regningen for de ødelagte briller, og en specificeret regning for udgifter til reparation af de ødelagte briller evt. ny brille/brilleglas. De beskadigede briller skal opbevares, indtil sagen er afsluttet.

Har du spørgsmål til forsikringsmægleren, kan du kontakte Arbejdsskadeteamet på arbejdsskade@contea.dkwww.contea.dk.

Hvem er omfattet af arbejdsskadeforsikringen?

Enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper ansættes hos en arbejdsgiver, er forsikret efter arbejdsskadeforsikringen.

Dog er der undtagelser i specielle ansættelsesforhold. Kontakt Arbejdsmiljøkonsulenterne i HR-afdelingen for nærmere præcisering.

Det er Arbejdsskadesstyrelsen, der afgør, om en skade er omfattet af Arbejdsskadesikringsloven.

Hvornår er der dækning?

Det er Arbejdsskadesstyrelsen, der afgør, om en skade er dækket af Arbejdsskadesikringsloven.

 


Arbejdsskade under befordring til og fra arbejde

Reglerne omkring arbejdsskadesikring under befordring(kørsel) til og fra arbejde findes i arbejdsskadesikringsloven og bekendtgørelse om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde

Såfremt der sker en skade under befordring i forbindelse med arbejdet, skal dette anmeldes som en arbejdsskade i EASY, hvorefter Contea vil forholde sig til, om der er tale om en arbejdsskade efter lovgivningen. Der vil i hvert tilfælde være tale om en konkret vurdering.

Nedenfor fremgår en kort og overordnet gennemgang af reglerne vedr. arbejdsskadesikring ved befordring til og fra arbejde.

Skader, som opstår under befordring til og fra et fast eller midlertidigt arbejdssted anerkendes som udgangspunkt ikke som en arbejdsskade. Deltagelse i kurser som led i arbejdet eller virksomhedens drift sidestilles med arbejde. Det betyder således, at skader, som opstår under befordring til og fra kurser, anerkendes som udgangspunkt ikke som en arbejdsskade. Dette er uanset, at der gives tidskompensation for befordringen.

I bekendtgørelsen er der anført følgende definitioner:

  • Et fast arbejdssted er et eller flere geografisk afgrænsede steder, distrikter eller området, hvor arbejdet som udgangspunkt udføres. Et fast arbejdssted kan eksempelvis være Dronninglund eller Brønderslev Rådhus, institutioner, skole m.v.
  • Et midlertidigt arbejdssted er et arbejdssted, som træder i stedet for det faste arbejdssted i en tidsmæssig afgrænset periode, når det ikke er forbundet med overnatning på det midlertidige arbejdssted. Et midlertidigt arbejdssted kan være kursus/konference, når det ikke er forbundet med overnatning.
  • En tjenesterejse er arbejdsrelaterede rejser, som er forbundet med overnatning, og rejsen skal på forhånd være bestemt til at have en varighed på mindre end 28 dage. En tjenesterejse kan være kursus/konference, når det er forbundet med overnatning.

Skader, der opstår under befordring til og fra arbejde, kan være sikret efter arbejdsskadesikringsloven, hvis befordringen efter en konkret vurdering må anses som et led i arbejdet eller efter en konkret vurdering overvejende vurderes at være i virksomhedens interesse. Dette gælder uanset om befordringen sker i et køretøj, som er stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Bekendtgørelsen anfører situationer, hvor befordring er sikret efter arbejdsskadesikringsloven, herunder blandt andet:

  • Hvis arbejdstageren udfører ærinder for arbejdsgiver undervejs til og fra arbejde, som medfører en afvigelse fra arbejdstagerens sædvanlige rute mellem hjem og arbejdssted. Sikringen vil indtræde under befordringen ved ærindets påbegyndelse. Såfremt ærindet udføres på vej fra arbejdsstedet, indtræder sikringen fra arbejdsstedet og indtil ærindet er afsluttet.
  • Hvis arbejdstageren som led i arbejdsforholdet er på tjenesterejse. Sikringen omfatter befordringen mellem bopæl og det sted, hvor arbejdet skal udføres, og mellem logi og dette arbejdssted.

Såfremt medarbejderen ikke er sikret efter arbejdsskadesikringsloven, kan medarbejderen have krav på erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler, eller skaden være dækket af en forsikring.

Forsikringsmægler

Forsikringsmægleren: Contea, www.contea.dk.

Adresse: Contea, Havnevej 1, 2. sal, 4000 Roskile

Kontakt: Arbejdsskadeteamet, arbejdsskade@contea.dk, Tlf.: 46306043

 

Anmeldelsesskema til arbejdsskade

Vejledning til indberetning i EASY

Ny procedure for adgang til EASY

Vejledning til brug af EASY

 

Skemaer vedr. arbejdsskade

Brilleskade anmeldelsesskema

Tandlægeerklæring

Opdateret 9. oktober 2018