21. juni 2017

Fag MED for Sundhed og Velfærd - Referat

Dato: 21. juni 2017
Lokale: Mødelokale 272
Tidspunkt: Kl. 13:00


Indholdsfortegnelse



1. Bemærkninger/ændringer til dagsorden


Beslutning

Intet.

Fraværende: Susanne Holmgaard Jørgensen, Ellen Lykke, Pia Kornø og Jeanette Andersen.

Til toppen


2. 1. høring Fremtidens plejeboliger


Resume

Sagsforløb: Fag-MED sundhed og velfærd, HAR, ÆR, SS

I Budgetaftale 2017 besluttede partierne, at der skal udarbejdes en plan for den fremtidige anvendelse af de kommunale plejecentre med henblik på at imødekomme de forandringer, der sker på ældreområdet i de kommende år. Herunder den store venteliste til plejehjemspladser i Brønderslev by, stadig hurtigere udskrivninger fra sygehusene og konsekvenserne af de færre sengepladser på det nye sygehus i Aalborg, øget kompetencekrav til personalet og øgede udfordringer til det nære sundhedsvæsen samt etablering af nye friplejehjem.

Afrapporteringen og anbefalinger sendes hermed i 1. høring.

Sagsfremstilling

Ældreomsorgsudvalget godkendte den 9. marts 2017 kommissorium for "Plan for den fremtidige anvendelse af de kommunale plejehjemspladser". Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd har sammen med konsulentfirmaet 4Improve udarbejdet en række scenarier for den fremtidige anvendelse af de kommunale plejecentre.

Arbejdet har været centreret omkring en række workshops med bred repræsentation af interessenter. Deltagerkredsen tæller blandt andet medarbejdere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere fra ældreområdet, FOA og DSR. Derudover har medarbejdere fra bygningsafdelingen og økonomiafdelingen samt ledere fra Visitationen, Handicap og Psykiatri og Sundhedsområdet deltaget. Der har i alt været afholdt 4 tværfaglige workshops, hvor FOA og DSR har været indbudt til at deltage på lige fod med de kommunale deltagere.

Indholdet på workshopdagene har blandt andet været:

  • Workshop 1: Beskrivelse af den nuværende struktur med fakta og nøgletal og sunde principper
  • Workshop 2: Mulige scenarier for den fremtidige organisering
  • Workshop 3: Yderligere kvalificering af scenarier og positive fremtidsbilleder på fremtidens plejecentre
  • Workshop 4: Kritiske succeskriterier, milepælsplan og interessentanalyse.

Ud fra en baseline-betragtning er der, med den nuværende befolkningssammensætning i kommunen, ikke tilstrækkelig efterspørgsel til den øgede plejeboligmasse, og der vil kunne opstå en situation med flere tomme boliger. Der er udarbejdet 6 forskellige scenarier for hvordan Brønderslev Kommune kan tilpasse det samlede antal plejeboliger i kommunen. Scenarierne repræsenterer en reduktion i antallet af kommunale pladser på mellem 23 og 74 pladser. Samlet set vil der være en stigning i antallet af plejeboliger i Brønderslev Kommune på op til 17 % efter etablering af de nye friplejehjem i Asaa og Brønderslev by.

Der er på workshopdagene udarbejdet 4 sunde principper som danner udgangspunkt for udarbejdelse og kvalificering af de forskellige scenarier. Principperne er et bud på pejlemærker der kan tillægges særlig vægt, når den fremtidige struktur på området skal tilrettelægges. De 4 principper er:

1. Økonomisk bæredygtighed

  • Sikre at centre har en vis størrelse og således er økonomisk bæredygtige. Der stræbes således efter at opnå stordriftsfordele. Eksempel: udnyttelse af personalenormeringen fordelt på dag/aften/nat.

2. Faglighed med fokus på borgernes behov

  • Sammensætningen af pladstyper sker under hensyn til at målrette og styrke medarbejdernes kompetencer, således de afspejler beboernes behov.
  • Plejecentrenes størrelse understøtter høj faglighed og med maksimalt to specialer pr. enhed.

3. Nærhed

  • Centrenes placering skal i størst muligt omfang afspejle den befolkningsmæssige udvikling og dermed efterspørgsel efter plejehjemspladser i kommunen.

4. Boligernes anvendelighed

  • Sikre plejecentre som tilgodeser trivsel og livskvalitet, og som indrettes med mindst mulig institutionelt præg, og som tilgodeser plejeboligen og plejecentrene som en arbejdsplads.

Der er i projektet udarbejdet i alt 6 scenarier for hvordan tilpasning kan ske. Scenarierne er kort beskrevet i nedenstående.

  • Scenarie 1: Videreførelse af gældende byrådsbeslutning

Fastholdelse af de store plejecentre, mens de mindre plejecentre Stengården, Rosengården, Elmehøj og Hellevadlund reduceres ned til 17 pladser pr. center.

Samlet tilpasning på 23 pladser.

  • Scenarie 2: Alle centre bibeholdes, derfor reduktion på de tre største centre

Udfra princippet om nærhed bibeholdes alle centre og der reduceres pladser på Margrethelund, Støberiet og Kornumgaard.

Samlet tilpasning på 74 pladser.

  • Scenarie 3: Kornumgaard lukkes

Kontrakten med Kornumgaard opsiges, og alle kommunale plejeboliger bibeholdes.

Samlet tilpasning på 70 pladser.

  • Scenarie 4: Stordrift med maksimalt 2 specialer pr. enhed

Demenspladserne fra Margrethelund flyttes til Rosengården. Margrethelund får flere aflastningspladser. Cassiopeia inddrages til almindelige pladser og lægges sammen med Margrethelund og den nuværende aktivitet på Cassiopeia flyttes til Stenumgård. Stengården føres tilbage til ældre boliger. Lukning af enten Hellevadlund eller Elmehøj.

Samlet tilpasning på 68 pladser.

  • Scenarie 5: Mellemløsning

Margrethelund får flere aflastningspladser. Cassiopeia inddrages til almindelige pladser og lægges sammen med Margrethelund, og den nuværende aktivitet på Cassiopeia flyttes til Stenumgård. Stengården føres tilbage til ældre boliger. Lukning af enten Hellevadlund eller Elmehøj.

Samlet tilpasning på 49 pladser.

  • Scenarie 6: Koncentration om centerbyerne med flere almindelige pladser i Brønderslev by

Margrethelund får flere aflastningspladser. Cassiopeia inddrages til almindelige pladser og lægges sammen med Margrethelund, og den nuværende aktivitet på Cassiopeia flyttes til Stenumgård. Valdemarsgade anvendes til almindelige pladser, hvilket betyder at de almindelige pladser centreres i centerbyerne. Demenspladser flyttes til Rosengården. Lukning af Hellevadlund og Elmehøj.

Samlet tilpasning på 39 pladser.

Afrapporteringen og anbefalingerne fra konsulentfirmaet 4improve sendes i 1. høring. På baggrund af den efterfølgende politiske behandling forudsættes det, at der gennemføres en 2. høringsrunde.

Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd foreslår, at der afgives høringssvar til 1. høringsrunde med særlig fokus på:

  • Med udgangspunkt i de 4 sunde principper, hvilke scenarier er at foretrække frem for andre, f.eks. med angivelse af de væsentligste fordele og ulemper.
  • Fordelingen af pladstyper med hensyn til antal og placering i kommunen.
  • De arbejds- og personalemæssige konsekvenser.
Beslutning

Lone Iversen gav en kort præsentation af materialet. Der er udarbejdet 6 forskellige scenarier for, hvordan Brønderslev Kommune kan anvende de kommunale plejecentre.

Medarbejdersiden har følgende kommentarer/opmærksomhedspunkter i forhold til de 6 scenarier:

  • Der omtales kun aflastningspladser. Det bør være tydeligt, at der er tale om både aflastningspladser og rehabiliteringspladser
  • Det bør overvejes, om det er en god ide at omdanne Stengården til ældreboliger. Der bør være opmærksomhed på, om en omdannelse kan medføre et pres for på kort sigt at lave et plejecenter i andet regi i byen, hvorved tilpasningsopgaven for de kommunale plejecentre bliver større.
  • Der bør afsættes midler til at sikre tilpasning af bygningerne til de nye løsninger
  • LokalMED på Handicapområdet er positiv overfor at flytte Cassiopeia til Stenumgård, men fremhæver behovet for at vurdere, hvad der skal være i den del af bygningen, som Cassiopeia ikke kan udfylde

Udvalget anbefaler en løsning med udgangspunkt i scenarie 4 og 5 samtidig med, at Stengården ikke tænkes ind, men hvor Kornumgård og de 2 små plejecentre kommer i spil.

Generelt er udvalget positiv i forhold til, at der nu udarbejdes en "Plan for den fremtidige anvendelse af de kommunale plejehjemspladser", og udvalget henstiller til, at der vælges en langtidsholdbar løsning.

Udvalget ønsker en hurtig beslutning, hvor ikke processen trækkes i langdrag af hensyn til personalet. Kan dette ikke efterkommes, så ønskes et signal om, hvornår der kan forventes truffet en beslutning.

Fraværende: Susanne Holmgaard Jørgensen, Ellen Lykke, Pia Kornø og Jeanette Andersen.

Bilag

Til toppen


3. Gensidig information - herunder relevante emner til næste møde


Beslutning
  • Lone Iversen orienterer om, at der skal laves en PWC-analyse på Frit Valg områdes økonomi.
  • Næste møde i Fag MED Sundhed og Velfærd er den 4. september 2017.

Fraværende: Susanne Holmgaard Jørgensen, Ellen Lykke, Pia Kornø og Jeanette Andersen.

Til toppen

Opdateret 26. juni 2017